Vores historie
Seniorbofællesskabet Laanshøj
I marts 2020 flyttede de første ind
Den 28.februar 2020 fik vi nøglerne til vores nye hjem. Flyttebilerne begyndte herefter at rulle ind, og i løbet af marts var vi på plads på Laanshøj Allé. Bofællerne på Sirius Allé flyttede først ind i efteråret 2020.
Fra idé til virkelighed – processen bag bofællesskabet
Før vi flyttede ind, havde vi en årelang proces med ihærdigt arbejde – først med udvikling af idégrundlaget for bofællesskabet, derefter sammen med Furesø kommune at finde en egnet grund til bofællesskabet. I 2018 gik entreprenøren HHM i gang med byggeriet, alt imens vi kom med input til materialer, farver og indretning af husene. Den fælles have blev anlagt af en landskabsarkitekt under hensyntagen til lokalplanens stramme regelsæt til beplantningen.

Opstart under Corona – en udfordrende begyndelse
Vores opstartsproces i bofællesskabet faldt tidsmæssigt sammen med Coronapandemien med dens mange restriktioner for socialt samvær. De manglende muligheder for at drøfte fælles anliggender og bare være sammen på kryds og tværs ville vi gerne have været foruden. Det var højst bizart, at den tætteste kontakt, vi kunne have, var fællessang med Philip Faber under åben himmel.
Fra opstart til struktur – fællesskabet i udvikling
Som tiden er gået, har vi fået etableret aktivitets- og samværsgrupper på kryds og tværs og formelle fora, hvor det fælles liv kan drøftes og beslutninger tages.
Mulighederne er mange, og der er fortsat masser af rum for nye ideer og initiativer.